Oprettet den 2.11.2021
Opdateret den 6.5.2022

Din guide til skattefradrag i 2021

Hvad kan man trække fra i skat? 

Der findes mange fradrag, og for mange kan det være lidt af en jungle at finde rundt i. For ikke nok med, at man skal kunne skelne mellem de mange fradrag, så har hvert fradrag også sine egne regler. Af den grund hører vi alt for ofte, at virksomheder overser nogle fradrag, som de kunne have fået. Og det har naturligvis den konsekvens, at de går glip af penge, som de kunne have investeret. I denne guide kan du læse, hvilke fradrag du bør være opmærksom på, så du kan geninvestere pengene i at udvikle din virksomhed. 

Men før vi kommer ind på, hvilke fradrag du kan trække fra i skat, bør du først vide, hvad et skattefradrag er. 

 

Hvad er skattefradrag? 

Et skattefradrag er et beløb, som du kan trække fra i din indkomst, så du ikke betaler så meget i skat. Hvis du ejer en virksomhed, kan du få et skattefradrag for mange forskellige forhold, og det kommer helt an på, hvordan din situation er. Om du har en enkeltmandsvirksomhed, et partnerselskab eller et aktieselskab. Fælles for alle virksomhedstyper er dog, at skattefradraget oftest vedrører virksomhedens udgifter. 

Når du skal have skattefradrag, skal du være helt sikker på, at du har styr på dine fradragsberettigede udgifter i virksomheden. En forudsætning for, at du får udbytte af dine skattefradrag, er nemlig, at du bogfører virksomhedens udgifter. Ellers er der ikke noget at hente.  

Derfor er det en rigtig god idé at bogføre sine fradragsberettigede udgifter løbende. Så har du både et overblik over alle dine udgifter, og samtidig kommer du heller ikke til at misse nogle vigtige deadlines for ændring af årsopgørelsen. Derfor anbefaler vi, at du laver en finanskalender, så du har helt styr på alle de vigtige datoer for indberetninger og betalingsfrister. 

Og nu sidder du måske og tænker: ”Hvad kan jeg trække fra i skat som privatperson?”. Der gælder naturligvis nogle helt andre fradragsregler for privatpersoner. Her kan et skattefradrag eksempelvis være et kørsels- eller håndværkerfradrag. 

 

Hvilke skattefradrag har du som virksomhedsejer? 

Der gælder som sagt forskellige skatteregler, alt efter om du har en enkeltmandsvirksomhed, et partnerselskab eller et aktieselskab. Men en god huskeregel, der er fælles for de tre virksomhedstyper, er at tage udgangspunkt i dette spørgsmål: Har denne udgift noget at gøre med min virksomheds drift? Hvis du kan svare ja til det spørgsmål, er der en chance for, at du kan trække udgiften fra i skat. En anden god huskeregel er, at hvis du køber noget igennem din virksomhed, som du kun bruger privat, så kan du ikke trække udgiften fra i skat. 

 

Din virksomhed kan trække følgende udgifter fra i skat: 

  • Varekøb (dvs. udgifter til de varer, du har solgt) 
  • Inventarer og maskiner 
  • Telefoni og internet 
  • Software og hardware 
  • Advokat- og revisorudgifter 
  • Leje af lokaler, der bliver brugt til virksomhedens drift 
  • El og varme 
  • Reparation og vedligeholdelse af lokaler 
  • Forsikringer, der vedrører driften af virksomheden 
  • Software og hardware 
  • Brug af privat bil i din virksomhed 
  • Fragt 
  • Renter 

Men det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke altid er sort og hvidt. Reglerne kan være forskellige, så her får du en guide til, hvad du kan trække fra i skat, alt efter hvilken type virksomhed du ejer.  

 

Hvad kan du trække fra i skat i en enkeltmandsvirksomhed? 

En enkeltmandsvirksomhed er en personlig ejet virksomhed, der kun har én ejer. Virksomhedsejeren hæfter for al virksomhedens gæld. Selvom mange ikke ved det, er der faktisk mange forskellige fradrag, du kan trække fra i skat, hvis du ejer en enkeltmandsvirksomhed. Hvis du som ejer af en enkeltmandsvirksomhed ikke kender fradragsreglerne, er der en risiko for, at du snyder sig selv. 

Ud over ovenstående fradrag kan du få et fradrag, hvis du har et hjemmekontor. Her er der dog nogle helt klare retningslinjer. For hvis et eller flere rum i dit hjem er indrettet som et kontor, vil du højst sandsynligt også bruge rummet i privat regi, og derfor kan du ikke få fradrag. Hvis du derimod har hjemmekontor i en separat bygning med egen indgang, er der større sandsynlighed for, at dit fradrag bliver godkendt. 

Hvis du ejer en enkeltmandsvirksomhed, vil din private økonomi hænge sammen med din virksomhed. Det betyder, at du kan få et fradrag for et underskud i virksomheden. Med andre ord kan du trække dit underskud fra i en anden indkomst. Det kan være tilfældet, hvis du eller din ægtefælle på et år har haft en indtægt på 400.000 kr., imens din enkeltmandsvirksomhed har haft et underskud på 50.000. Så kan du nøjes med at betale skat af 350.000 ud af de 400.000 kr. Fradraget kan endda overføres til senere år, hvis underskuddet i din enkeltmandsvirksomhed overstiger din eller din ægtefælles indtægt. 

  

Hvad kan du trække fra i skat i et partnerselskab? 

Et partnerselskab er en blanding af et interessentselskab og et aktieselskab. Hvis du ejer et partnerselskab, er der gode muligheder for at få skattefradrag for dig og din medejer. I modsætning til de to andre virksomhedstyper er partnerselskabet skattemæssigt transparent. Det betyder, at selskabets overskud kun beskattes hos dig og din samarbejdspartner. Du har også mulighed for at modregne et underskud i din eller din ægtefælles øvrige indkomst. 

 

Hvad kan du ikke trække fra i skat? 

Som tidligere nævnt er skattefradrag ikke så ligetil. Det er en nuanceret størrelse, som afhænger af den enkeltes situation. Der er dog nogle regler, som gælder for alle, uanset om du ejer en enkeltmandsvirksomhed, et partnerselskab eller aktieselskab. 

Vi har allerede nævnt det: Der gælder nogle helt særlige regler, hvis du vil have skattefradrag for dit hjemmekontor. Mange fristes til at tro, at det sagtens kan lade sig gøre, så længe man har et skrivebord og en computer i et af sine rum. Men det er kun tilfældet, hvis rummet ikke længere kan bruges privat. Det kan eksempelvis være, hvis du har lavet et af dine rum om til et laboratorie eller en tegnestue. Der vil også være større sandsynlighed for at få dit fradrag godkendt, hvis dit arbejdskontor ligger i en separat bygning med egen indgang. 

Grundkurser og videreuddannelse kan heller ikke trækkes fra i skat. Hvis kurset derimod vedligeholder din faglige uddannelse, kan du godt trække det fra i skat.   

 

Hvordan får man sine fradrag? 

Du får dine fradrag ved at indberette dine udgifter til Skattestyrelsen. Du skal trække udgifterne fra ved at indtaste dem som en udgift i årsregnskabet. Når du gør det, vil alle de fradragsberettigede udgifter blive trukket fra i årets resultat.  

 

Husk at få alle de vigtige datoer og deadlines ind i din kalender for året. Se vores finanskalender for 2022 her.

Ofte stillede spørgsmål om skattefradrag

Hvad er skattefradrag?

Et skattefradrag er et skattefrit beløb, som din virksomhed kan trække fra i indkomsten, så du betaler mindre i skat. Nogle fradrag bliver automatisk indberettet, mens der er andre fradrag, som du selv skal være opmærksom på, når du udfylder din forskudsopgørelse.

Hvad kan jeg trække fra i skat som virksomhed?

Det kommer an på din situation. Skattereglerne afhænger af, hvilken type virksomhed du ejer, men følgende regel er god at huske på: Hvis udgiften har noget med din virksomhedsdrift at gøre, så er der en sandsynlighed for, at du kan trække udgiften fra i skat. For eksempel kan du trække forsikringer fra i skat, som er tegnet for at dække driftstab eller vedligeholde indkomsten. Det er også muligt at få fradrag for advokatomkostninger. 

Hvad kan jeg trække fra i skat som ejer af en enkeltmandsvirksomhed?

Der er en lang række fradrag, som du kan trække fra i skat, og rigtig mange virksomhedsejere kender dem ikke. Ud over de mest gængse fradrag, som vedrører virksomhedens drift, kan du også trække et hjemmekontor fra, hvis kontoret opfylder nogle bestemte krav. Derudover har du mulighed for at trække et underskud fra i din øvrige indkomst eller din ægtefælles indkomst. 

Hvad kan jeg ikke trække fra i skat?

Det kommer igen an på din situation. Men der er en god huskeregel: Hvis du køber noget igennem din virksomhed, som du kun bruger privat, kan du ikke trække udgiften fra i skat.  

Hvordan får jeg mine fradrag?

Du får dine fradrag ved at indberette dine udgifter til Skattestyrelsen. Når du gør det, vil alle de fradragsberettigede udgifter blive trukket fra i dit overskud eller underskud.